Top

Rødder og Vingers historie

Foreningen startede på initiativ af lokale i 2004, hvor der blev holdt flere møder inden den stiftende generalforsamling den . Formålet var at skabe en forening med aktiviteter for voksne og børn, og med fokus på at hele familien kan deltage i aktiviteterne. Samtidig blev et langsigtet projekt for start af et kommersielt Østvendsyssel Oplevelsescenter besluttet og arbejdet med at skaffe fondsmidler, egnet lokalitet m.m. gik i gang.

Nogle ville mene, at det var en ambitiøs plan at starte en aktivitetsforening i et udkantsområde som det østlige Vendsyssel, befolkningsantallet taget i betragtning. Der var da også i starten problemer med at få foreningen til at fungere både med baggrund i rekrutteringen af nye medlemmer og fordi de initiativtagende personer ikke kunne få deres ønsker for foreningen til at gå op i en højere enhed.

I maj 2005 gik Bestyrelsen mere eller mindre i opløsning og en nykonstituering fandt sted. Den 10. maj 2005 startede en ny Bestyrelse med Kurt Rasmussen som ny formand og Berit Ravn som næstformand arbejdet med at få foreningen kørt i gang.

I 2005 deltog foreningen for første gang i det store arrangement Middelalderdage på Voergård Slot som arrangeres af foreningen Voergård Levende Historie. På det tidspunkt talte Rødder og Vinger knap 50 medlemmer og den voksne del, ca. 15, kæmpede en brav kamp for ikke at løbe sur i projektet.
Bestyrelsen satte derfor et mål ved Generalforsamlingen i februar 2007, at foreningen skulle nå 100 medlemmer i løbet af dette år. Det skete lige knap nok, men antallet var da øget til ca. 85.

 I de følgende år har Bestyrelsen og medlemmerne arbejdet aktivt for at øge foreningens aktivitetsniveau og medlemstal.

I dag (oktober 2010) tæller foreningen 150 medlemmer og der er et stort antal familier med, hvor både børn og voksne deltager aktivt i de mange arrangementer. Stadig er levende rollespil en hovedaktivitet, men ikke længere bare som fantasirollespil men i høj grad også som historiske rollespil som middelalder. Foreningen har sin egen gøglertrup, ildshowgruppe, musik og dramagruppe og flere kreative grupper, der dels fremstiller dragter og forskellige artikler der kan sælges i foreningens bod og dels fremstiller de ting vi har brug for som eksempelvis et stort middelalderkøkken, der kan lave mad til mere end 100 personer. Alt i alt tør Bestyrelsen godt sige, at de seneste års udvikling, der blandt andet har betydet investeringer på omkring 100.000kr i telte og andet udstyr, har været en succes.

Hvad er succesen bundet op på?

Foreningens værdigrundlag er følgende:

I vores forening sætter vi fokus på rummelighed, glæde og medindflydelse.

Vi sætter fokus på det frivillige sociale arbejde.
Målsætningen er, at forældre og børn tilbydes fælles aktiviteter.


Og det vedtægtsbestemte formål er:

Med forankring i Østvendsyssels lokale natur- og kulturhistorie at engagere egnens befolkning – med særligt henblik på børn og unge.

Vi tror selv på, at der er flere ting der gør, at det har kunnet lade sig gøre at skabe en aktivitetsforening med mere end 150 medlemmer i et relativt tyndt befolket område. Nye medlemmer kommer stadig til og aktivitetsniveauet er stigende.

En væsentlig årsag er, at foreningen netop ikke fokuserer på den enkeltes præstation, sådan som eksempelvis en idrætsforening gør, men at alle kan deltage på lige vilkår. Rollespillet betyder, at man kan påtage sig en anden rolle og dette har tilsyneladende en effekt på børn der ellers har svært ved at begå sig i sociale sammenhænge. Det at man kan tage en rolle som klovn, tigger, gøgler, adelsmand eller hvad det nu skulle være, betyder, at man kan lægge den eller de roller fra sig, som man i hverdagen er nødt til at ”spille” eller bare har lært at spille, for at kunne begå sig.

Vi ser den stille og tilbageholdende forvandle sig til en udfarende leder, den der i hverdagen tager teten i skolen agere stille og angerfuld, hvis det er påkrævet osv. I det hele taget får børnene via rollespillet en mulighed for at afprøve – sætte sig selv i situationer – som de i hverdagen ville holde sig langt væk fra.
At vi har succes med netop dette rent pædagogiske arbejde, bevises ved, at vi har flere såkaldt adfærdsvanskelige børn og unge med i foreningen. Vi har endda ligefrem en hel institution meldt ind i foreningen, hvor omsorgssvigtede unge, deltager i vore aktiviteter. Her er det bemærkelsesværdigt, at vi stort set ikke oplever konflikter mellem vore mange børn, uanset hvor de har deres sociale ståsted.

En anden væsentlig grund til at vi har succes, er, at far og mor kan deltage i aktiviteterne sammen med deres børn. Det giver en helt unik mulighed for familien at være sammen om noget, som alle kan være med i.

Derfor er det også vigtigt for os, at alle medlemmer selv er med til at bestemme hvilke aktiviteter vi bruger tid på og netop derfor er det ikke så målsat i vore vedtægter, hvilke aktiviteter det handler om. Der skal være mulighed for at starte noget nyt og helt anderledes, skulle behovet opstå, så længe det falder inden for vores formålsparagraf.

Den kreative del, der både består af smedje, syning, filtning, læderarbejde, smykkearbejde og træarbejde betyder, at stort set alle, lille som stor, kan bidrage med noget kreativt, og derved føler stolthed ved arbejdet. Tænk blot hvad det betyder for et barn, at netop den ting hun eller han har været med til at fremstille, bliver solgt i boden!

En tredje ting der viser at vi er på vej den rigtige vej er, at foreningen har fået medlemmer fra stort set alle lokalsamfundene i en radius af 20 km, men at vi også har medlemmer fra Aalborg, Århus, Kaas, Brønderslev, Middelfart og Brovst.

å Middelalderdagene i juli 2010 på Voergård Slot deltog flere dage op til 100 medlemmer hvoraf 70 var børn under 18 fra foreningen. Vores eget middelalderkøkken leverede mad både til frokost og aften. Boden var bemandet både med voksne og børn. Smedjen var i drift alle ni dage og der blev arbejdet med flere kreative ting i løbet af dagene. Der ud over deltog vore medlemmer som supplement til Voergård Levende Histories boder og forskellige events. Vi havde flere børn der vartede op og styrede Bispens Taffel. Vi bemandede slikboden. Vi havde tiggere, spedalske og andre obskure figurer, hvor både voksne og børn påtog sig forskellige roller. Vores ildshow optrådte fem gange i forbindelse med aften taffel på slottet.

Aktivitetsforeningen Rødder og Vinger har, her langt ude på landet, fundet en niche som der åbenbart har været et stort behov for. Vi forventer, at foreningen fortsat vil gro og at der vil blive skabt endnu flere aktiviteter i de kommende år og derfor arbejder vi også intenst på at finde en lokalitet hvor vi kan få en fast forankring, der sikrer, at vi kan vokse og brede os endnu mere, gerne i samarbejde med andre lignende aktiviteter.


Aktivitetsforeningen Rødder og Vinger
Frismosevej 27- Præstbro
9330 Dronninglund

Rødder er det vore forældre giver os ved fødslen

Vinger er det de giver os med til resten af livet

cvr-nr 31222427